Ros vs anerkendelse

 🗣 Ros vs. anerkendelse
     I den pædagogiske verden er det vigtigt at kunne kende forskel på anerkendelse og ros. Begge dele er vigtigt, men ros giver ofte kun et kortvarigt rus, mens anerkendelse giver en langvarig glæde og understøtter barnet i deres udvikling fremover.

Mennesket er gensidig afhængige af hinanden. Vi bliver kun bevidste om os selv og vores selvstændighed, når vi bliver anerkendt af en anden person. Man kan kun anerkende en person ved at man ser hinanden som ligeværdige.

Herunder ses et skema der skaber et overblik over forskellen på ros og anerkendelse.

Det er vigtigt at forstå, at ros ikke er en dårlig ting for barnet, men blot en kortvarig tilfredsstillelse. Både ros og anerkendelse er med til at udvikle barnet, men det vigtigste her er at være opmærksom på forskelle, og at de begge er en del af læringsprocesser.

Der findes også nogle vigtige redskaber til anerkendelse, som skrevet op herunder:

Forståelse og indlevelse	At man prøver at forstå andre ud fra deres forudsætninger og kan leve sig ind i personens situation. Det kræver at man lytter til både det diskursive, non-verbale, kropssproget og toneleje og agere derefter.
Bekræftelse - At give kraft til den andens oplevelse	Det er vigtigt at lytte og bekræfte at barnets interesse er gode nok, således at han/hun ikke får en forståelse af at han/hun skal være præcis som alle andre. Ved at bekræfte et barn, skaber man tryghed hos barnet, og hjælper til at barnet videreudvikler sig.
Åbenhed – at kunne opgive kontrollen	At være åben og lyttende over for modparten og ikke tager samtalen i egne hænder og kontrollerer situationen. Lader selv borgeren udtrykke sin oplevelse uden man fra starten drager en konklusion ud fra hvad vi tror vi ser. Snakker anerkendende ud fra oplevelsen.
Selvrefleksion og afgrænsethed	Selvrefleksion er med til at få den anerkendende til at skelne mellem egne og andres oplevelser. Det handler om at være i et med sig selv og kende sine begrænsninger. Pædagogen må derfor have et afgrænset forhold til sig selv, og dermed afgrænse sine egne følelser: og skelne mellem hvilke følelser der er egne og hvilke der er barnets.

Vi har herunder lavet to videoer hvor den første handler om ‘ros’ og den næste om ‘anerkendelse’. Dog skal det nævnes, at i vores video omhandlende ‘anerkendelse’ også indgår ros.

https://youtu.be/M5DJ1NWaSxQ

https://youtu.be/IOxSY5QOKrQ

Pædagogen har ikke en god oplevelse med skovturen, men kender sine begrænsninger og afgrænser sine følelser fra barnets, og lader dermed barnet have sin egen oplevelse med skovturen.

Bloggere? Skulle vi ikke være pædagoger!?🤨

I forhold til de teorier vi har læst om under emnet “Medie og digital kultur”, kom vi til at tale om vores forskellige reaktioner, da vi fik at vide vi skulle skrive en blog.

Vi reflekterede i gruppen over, hvordan vi hver især reagerede på opgaven om blogindlæg. Vi blev hurtigt klar over, at vi var meget forskellige i vores reaktioner.
I forbindelse med vores reaktioner har vi i undervisningen lært teori, som passer på vores refleksioner og tanker bag vores reaktioner.

Vi har læst ”Når modstand bliver til medløb i implementeringsprocessen” (s. 31-35) i ”Implementering af Tablets som supplement og alternativ kommunikation” af Lisbet Nielsen og Thomas Waring Stubben, SL ́s vidensbank, 2017 hvori C. Otto Scharmers teori om skepsis bl.a. findes.

Heri beskriver Scharmer, at en naturlig reaktion hos mennesker, som præsenteres for et nyt tiltag i en i forvejen travl hverdag, er en naturlig skepsis og denne kan med tiden udvikle sig til en decideret modstand mod forandring, hvis ikke skepsissen imødekommes og høres. Hans teori er udarbejdet med henblik på alle forandringsprocesser, hvor vi finder, at teorien stemmer overens med vores reaktioner ift. hans begreber Voice of Judgement, Voice of Cynicism og Voice of Fear. Herunder i skemaet er en oversigt over de tre indre stemmer og hvad de står for og i højre kolonne har vi givet eksempler på vores reaktioner, da vi blev introduceret til blogging.

Der var en af os, der havde en mere optimistisk tilgang, som ikke oplevede samme skepsis (de tre indre stemmer). Tankerne hos denne person lød mere på: ”det skal nok gå, når vi får rammer og strukturer forklaret” og ”vi er jo sammen om det og finder ud af det i fællesskab”.

Hvordan undgår man så modstanden mod forandringer?🤔

Som der også står nederst i skemaet “må man skabe et rum hvor disse stemmer kan blive italesat og hørt for at undgå disse skeptiske stemmer i at udvikle sig.” Dette er lykkedes for os, idet vi nu har en positiv indstilling til opgaven. Men hvordan kom vi så hertil? Der er bred enighed om, at vi individuelt fandt roen og trygheden ved opgaven, da vi i vores gruppe snakkede om blog-samarbejdet og dermed fik skabt vores egne rammer.

Inkluderende fællesskab - har vi det?